
Hvad er gruppeterapi?
Gruppeterapi er et terapeutisk forløb, hvor en mindre gruppe mødes for at arbejde med personlige temaer i et trygt og fortroligt fællesskab. Det er ofte her, genkendelse, lettelse og følelsen af ikke at stå alene opstår.
Jeg guider processen og faciliterer samtaler samt små meditative, kropslige nærværsøvelser, så der skabes en naturlig balance mellem fællesskab og individuelle behov. Temaerne kan for eksempel være angst, depression, stress, lavt selvværd eller relationelle udfordringer. Jeg har fokus på, at tempoet føles rigtigt, og at der er respekt for den enkeltes grænser.
Deltagelse i gruppeterapi forudsætter, at du møder op og er en del af fællesskabet. Samtidig er der fleksibilitet i, hvordan du deltager på mødet. Du kan komme, som du er, og deltage aktivt eller mere lyttende, alt efter hvad der er rigtigt for dig den dag.
Min erfaring er, at det ofte er i fællesskab, vi tør se, mærke og bevæge os. Når vi støtter hinanden gennem fælles refleksion, styrkes både forståelsen af egne mønstre og modet til forandring.
Inden opstart tilbyder jeg en forudgående samtale, hvor vi sammen afklarer, om gruppeterapi er det rette for dig, og hvad du har brug for, for at kunne føle dig tryg i processen.
Hvad kan gruppeterapi?
Gruppeterapi rummer nogle særlige kvaliteter, som adskiller sig fra individuel terapi. For mange bliver gruppen et sted, hvor følelsen af at stå alene mindskes, og hvor der opstår håb gennem genkendelse og fællesskab. At møde andre med lignende tanker og følelser kan reducere skam og isolation og skabe en oplevelse af, at det, man kæmper med, ikke er unormalt.
Gruppeterapi kan blandt andet støtte:
- Oplevelsen af fællesskab og mindre ensomhed
- Styrket selvværd
- Spejling og genkendelse i andre
- Mindre skam og selvkritik
- Øget forståelse for egne reaktioner og mønstre
- Regulering af stress, uro og følelsesmæssig belastning
- Mod til forandring gennem fælles refleksion
Er du interesseret i gruppeterapi, er du velkommen til at kontakte mig.

